Hvordan kan jeg hjælpe kunden?

Bemærk:
Nye krav pr. 1. juli 2010 til normeffektivitet af varmepumper i det nye bygningsreglement (BR10).
Læs mere her

Kunden skal selv udfylde og indsende ansøgningsskemaet. Der er dog områder, hvor du som installatør kan hjælpe kunden med at sikre, at tilbuddet er i overensstemmelse med kravene til ansøgningen.

Af det bindende tilbud der gives til kunden, skal der klart fremgå en samlet pris for den tilskudsberettigede installation. Der kan søges tilskud til installation af henholdsvis luft-til-vand varmepumpe, væske-til-vand varmepumpe (jordvarme), fjernvarme eller solvarmeanlæg.

Den tilskudsberettigede installation omfatter indkøb og etablering af de tilskudsberettigede komponenter og ydelser, herunder tilslutning til det eksisterende varmefordelingssystem, men ikke nyt varmefordelingssystem. Hvis tilbuddet angår solvarmeanlæg, skal det fremgå hvilken supplerende varmekilde, der eventuelt installeres, og hvad prisen for køb og installation af selve solvarmeanlægget udgør. Der kan ikke opnås tilskud til et eventuelt nyt fyr, som installeres samtidig med et solvarmeanlæg.

Der skal foreligge bindende tilbud fra en momsregistreret virksomhed til ansøger med en endelig prisangivelse på arbejdets udførelse inklusive moms og med fradrag af eventuelle rabatter, bonus m.v. Finansieringsomkostninger eller lignende må ikke medregnes i det bindende tilbud. Tilbuddet må kun vedrøre komponenter og ydelser, der er optaget på Energistyrelsens liste over tilskudsberettigede komponenter og ydelser

I relation til listen skal det understreges, at såvel ejere af enfamilieboliger som flerfamilieboliger kan ansøge om tilskud til installation af fjernvarme, uanset om fjernvarmeunit opbygges på stedet eller er præfabrikeret. Læs mere her.

Hvis der søges om tilsagn om tilskud til etablering af jordvarme (væske-vand varmepumpe) eller til en luft-vand varmepumpe, skal det bindende tilbud omhandle en varmepumpe, der er på Energistyrelsens liste over energimærkede varmepumper med en normeffektivitet på minimum 3,1 ved brug i forbindelse med gulvvarme. 

Det er meget vigtigt, at du som installatør i dit tilbud sørger for at angive den korrekte betegnelse for den tilskudsberettigede varmepumpe, som du tilbyder din kunde.

Hvis du i dit tilbud angiver en anden varmepumpe end en tilskudsberettiget varmepumpe, vil din kunde få afslag på sin ansøgning om tilsagn.

I forbindelse med sagsbehandlingen af den enkelte ansøgning kontrolleres at den varmepumpe, der angives i tilbuddet er på listen over energimærkede varmepumper og at varmepumpen har en normeffektivitet på minimum 3,1 ved brug i forbindelse med gulvvarme. Samtidigt kontrolleres, at den varmepumpe der angives i tilbuddet er den samme, som den der er angivet i ansøgningen. Hvis du har brug for at specificere installationen udover den betegnelse der fremgår af listen over energimærkede varmepumper så angiv for eksempel specifikationen på en ny linje i tilbuddet og ikke direkte i forlængelse af betegnelsen der fremgår af listen efter en bindestreg eller lignende.

Virksomhedens momsnummer skal fremgå af det bindende tilbud.

Der er udarbejdet en tjekliste, som oplister en række forhold som kan være nyttige at være opmærksomme på for både ansøger og installatør i forbindelse med ansøgning eller tilsagn om tilskud. Endvidere er der udarbejdet forslag til skabelon for faktura og skabelon for tilbud, som med fordel kan anvendes i forbindelse med denne tilskudsordning.

Med henblik på at informere kunden om tilskudsordningen, er der udarbejdet et printvenligt fakta-ark.  Arket giver en kort generel introduktion til tilskudsordningen, de tilskudsberettigede opvarmningssystemer mv.


Videncenter for energibesparelser i bygninger har udviklet en guide til husejere og installatører. Guiden er et værktøj, der kan bruges til at træffe valg om fremtidig energiforsyning, når den gamle oliekedel skal udskiftes. Guiden giver et overblik over mulighederne for de husejere og håndværkere, der står over for at vejlede om valg af fremtidig varmekilde. Regneeksemplerne i guiden er udarbejdet med udgangspunkt i olie som eksisterende energikilde, men guiden kan også anvendes for boliger med andre energikilder

Vær opmærksom på følgende vedrørende tllsagn om tilskud


Tilsagn om tilskud er gældende i 12 måneder. Det vil sige, at kunden inden 12 måneder efter at vedkommende har fået tilsagn om tilskud skal have installeret det tilskudsberettigede nye opvarmningssystem, og Skrotditoliefyr.dk skal have modtaget udbetalingsanmodning med tilhørende installatørerklæring. Vær i den forbindelse opmærksom på, at det ikke er muligt at søge om forlængelse af tilsagnets gyldighedsperiode, og at tilskud der ikke søges udbetalt i løbet af tilsagnets gyldighedsperiode bortfalder uden varsel.   


Energistyrelsen      Amaliegade 44      1256 København K      Tlf: 72 20 30 40      Fax: 33 11 47 43      info@skrotditoliefyr.dk