Hvornår må arbejdet begynde?
Arbejdet må først påbegyndes, når ejeren har modtaget tilsagn om tilskud fra skrotditoliefyr.dk
Arbejdet må ikke være påbegyndt inden skrotditoliefyr.dk har givet tilsagn om tilskud. Det betyder, at der ikke må indgås en bindende aftale om arbejdets udførelse, før end der er modtaget tilsagn om tilskud fra skrotditoliefyr.dk.
Det forudsættes, at arbejdet gennemføres i overensstemmelse med det, der er anført i ansøgningen og det vedlagte bindende tilbud.
Et bindende tilbud skal omfatte en samlet pris på køb og installation af det tilskudsberettigede opvarmningssystem (inkl. moms) og vil typisk være suppleret af en angivelse af, hvor længe tilbuddet gælder fra installatørens side. Det er vigtigt at understrege, at der ikke kan meddeles tilsagn, hvis tilbuddet er skrevet under, når det fremsendes til Skrotditoliefyr.dk. Ved underskrift vil der ikke længere alene være tale om et ”tilbud”.
Et underskrevet tilbud svarer til, at der er indgået aftale om, at arbejdet skal udføres. Der kan ikke meddeles tilsagn til arbejder, som allerede er igangsat, enten ved at der er indgået aftale (dvs. tilbuddet er underskrevet eller bekræftet ved underskrevet ordrebekræftelse), der er foretaget indkøb af komponenter, der indgår i varmeinstallationen, eller arbejdet fysisk er sat i gang. Det skyldes, at tilskudsordningens formål er, at tilskynde til en fremrykning af skrotning af oliefyr, der ikke ville have fundet sted, uden muligheden for tilskud. Tilbuddet skal derfor fremsendes til skrotditoliefyr.dk uden andre underskrifter.