Solens varme oplagres i jorden, der holder sig lun året rundt. Det er denne varmeenergi, som jordvarmeanlægget bruger til opvarmning.
Bemærk:
Bygningsreglementet (BR10) indeholder krav til normeffektivitet af varmepumper, der skal overholdes for alle pumper, der installeres fra d. 1. januar 2012. Læs mere her
Et jordvarmeanlæg udnytter varmen i havens jord til opvarmning af både boligen og varmt vand. Selve anlægget består hovedsagligt af en jordslange, der graves ned i haven og en varmepumpe, der stilles op indendørs. Hovedprincippet i et jordvarmeanlæg er, at jordslangen trækker varmen ud af den omkringliggende jord, og transporterer den via en frostsikker væske ind til varmepumpen. Her omsætter varmepumpen varmen til en så høj temperatur, at det passer til husets vandhaner og radiatorer.
Teknikken hvor varme trækkes ud af jorden og omdannes til varme radiatorer og varmt brugsvand, er ganske naturlig fysik, og selve varmepumpen fungerer faktisk efter samme princip som et køleskab. I varmepumpen er det blot den varme side af processen, man udnytter.
Her er den detaljerede forklaring på jordvarmeanlæggets virkemåde:
- Jordslangen, der er nedgravet i haven, rummer en frostsikker væske kaldet en brine. Brinen opvarmes af jorden indtil den når den omkringliggende jords temperatur.
- Herefter pumpes brinen gennem jordslangen ind til varmepumpen. I varmepumpen opsamles varmen fra jorden. Jordslangen føres ind i en varmeveksler med et kølemiddel, der har et lavt kogepunkt.
- Varmen får kølemidlet til at fordampe, og dampen føres ind i en kompressor, der øger trykket i det fordampede kølemiddel. Derved stiger kølemidlets temperatur.
- Efter at tryk og temperatur er hævet i kompressoren føres det varme kølemiddel ind i en kondensator, hvor varmen afgives til en vandkreds, der er forbundet til husets brugsvandsbeholder og radiator-/gulvvarmesystem.
- Vandet i vandkredsen løber fra varmepumpen enten ind i varmtvandsbeholderen, hvor det afgiver sin varme til beholderens vand eller direkte ud i husets centralvarmesystem.
- Fra varmtvandsbeholderen kan der tappes vand til vandhaner og brusere.
- Efter at kølemidlet har afgivet sin varme, ledes det gennem en ventil, hvor tryk og temperatur falder. Kølemidlet ledes herefter tilbage til varmeveksleren (fordamperen), hvor det på ny kan opvarmes.
- Brinen i jordslangen cirkulerer og efter endt afkøling gentages opvarmningen til de knap 4 plusgrader, inden det igen ledes ind i fordamperen, hvor det afleverer sin varme og processen starter forfra.
Varmer også om vinteren
Jordvarmeanlægget kan fungere ved meget lave jordtemperaturer, men jo varmere havejorden er, des mere effektivt fungerer varmepumpen. Derfor måler man i dag jordvarmeanlæg og andre varmepumpe-anlæg efter en metode, hvor der tages højde for det danske klima og for temperaturudsving hen over året. Derved får man et tal for anlæggets normeffektivitet, som du kan læse mere om her: Krav til jordvarme
Installation af et jordvarmeanlæg
Installationen af et jordvarmeanlæg består normalt af to faser: Nedgravning af jordslanger og opstilling af varmepumpen.
Jordslangerne kan komme på plads på to måder. Den traditionelle metode er at grave en cirka 90 cm dyb rende i haven lægge jordslangen ned i renden og herefter dække den til. Renden ligger ”i slag” – dvs. i tætte parallelle render. På den måde fylder opgravningsområdet mindst muligt. Der benyttes en rendegraver eller lignende. Denne metode kan bruges i både små og store haver.
Den anden metode er nedpløjning, hvor renden pløjes op, slangen lægges ned i jorden, og renden tildækkes i én samtidig proces, med en særlig, tilpasset maskine, der løsner jorden, så jordslangen nemt kan presses ned i renden, før jorden i renden til sidst trykkes sammen. Tilpassede maskiner er så store, at de ikke altid kan komme ind i haver med snævre adgangsforhold.
Afhængigt af havens størrelse og metoden tager det 1-4 dage at få lagt jordslangen ned i haven. Forvent nogen støj, mens der arbejdes i haven.
Varmepumpen er indbygget i et metalkabinet, cirka på størrelse med et moderne oliefyr. Varmepumpen placeres som regel på samme sted, som et tidligere oliefyr har stået, for eksempel i et bryggers eller fyrrum. Installationen tager en dag eller to inklusive rørgennemføringer til jordslangen ude i haven.
Når et eventuelt olie- eller gasfyr fjernes, kan der gå en dag eller to, hvor huset er uden varme og varmt vand. Men når varmepumpen først er på plads, starter den hurtigt efter tryk på en knap. Installatøren sætter anlægget i gang, og når det kører, bør du gennemgå installationen med ham for at se, om der er sket skader på huset. Samtidig bør du bede om en praktisk demonstration af, hvordan anlægget betjenes. Konstater allerede de første dage, at anlægget leverer den lovede mængde varme og varmt brugsvand. Hvis ikke det er tilfældet, bør du straks kontakte installatøren for at få rettet fejl eller mangler.