Demonstrationsprojekt for varmepumper

Søger du tilskud til en varmepumpe under Skrotningsordningen? - og vil du være med til at gøre noget aktivt for klimaet og udvikle fremtidens energisy-stem?

300 nye varmepumpeejere søges til demonstrationsprojekt!
 
Hvis du skrotter dit gamle oliefyr og installerer en varmepumpe, har du mulighed for både at gøre noget aktivt for klimaet og at være med i et demonstrationsprojekt, der skal være med til at udvikle fremtidens energisystem.

Demonstrationsprojektet går ud på at undersøge, hvordan vi kan udnytte vindkraften optimalt, og få vindkraften til at fungere bedst muligt sammen med varmepumper. Vi er specielt interesserede i brugernes oplevelser, erfaringer og forslag i forbindelse med nye måder at styre varmepumper på, så varmepumpen spiller optimalt sammen med vindkraft. Derfor søger vi 300 nye varmepumpe-
ejere, der har lyst til at være med til at udvikle fremtidens elsystem.

 
Vil du være med?
For at kunne være med i demonstrationsprojektet skal du:

 

  • Have installeret din nye varmepumpe inden 1. oktober 2010

 

  • Have et nogenlunde godt isoleret hus, dvs. under 150 kWh/m2 pr. år eller under 3200 liter olie om året for et hus på 200 m2.

 

  • Have internetadgang (fx ADSL eller Fibernet) placeret så din nye varmepumpe kan forbindes hermed via et kabel.

 

  • Give tilladelse til at demonstrationsprojektet får adgang til data om dit varmeforbrug, samt får mulighed for at fjernstyre din varmepumpe, selvfølgelig inden for de grænser for komfort som du sætter op (rumtemperatur og varmt vand)

 
Vi søger ca. 300 nye varmepumpeejere. For at få undersøgt så mange aspekter som muligt, er det særligt interessant for demonstrationsprojektet hvis du:

- Kombinerer din varmepumpe med solvarme

- Vi søger både installationer, der enten har gulvvarme eller radiatorer

- Har en stor varmtvandsbeholder på over 100 liter - gerne større.

  
Vil du gerne deltage i demonstrationsprojektet, så kryds af på ansøgningsskemaet for skrotningsordningen at du gerne vil være med i demonstrationsprojektet.

 
Hvad får du ud af at deltage?
En meget stor del af det danske energiforbrug og CO2 udledning er fra opvarmning. Ved at skrotte dit gamle oliefyr og installere en varmepumpe, bidrager du allerede til at reducere forbruget af fossile brændstoffer, CO2 udledningen og det samlede energiforbrug. Ved yderligere at deltage i demonstrationsprojektet, bidrager du også til at finde de intelligente løsninger, der kan indgå i fremtidens energisystem, og gøre det endnu billigere og endnu mere effektivt at anvende vindkraft til opvarmning.

Udover tilskuddet til varmepumpen, får du yderligere dækket alle dine omkostninger til indkøb af det målings- og styringsudstyr, som er nødvendigt for at kunne gennemføre undersøgelsen. Når projektet er afsluttet, er udstyret dit.

Udstyret gør det muligt for dig at fjernstyre og overvåge din varmepumpe fx via mobil eller PC.

Vi opretter et åbent kommunikations netværk på nettet, for alle der deltager i demonstrationsprojektet, hvor vi løbende vil informere om projektets resultater. Netværket vil også være åbent for bidrag fra dig og andre projektdeltagere, og giver mulighed for at du kan sammenligne dine erfaringer og resultater med de andre deltageres

Du får gratis adgang til MinBolig Portalen og hermed mulighed for at få lavet en BE06 energirammeberegning. Denne beregning er et godt grundlag for at dimensionere din nye varmepumpe rigtigt.

Det er Varmepumpefabrikanternes Brancheforening, Teknologisk Institut, Nordjysk Elhandel, Energistyrelsen og Energinet.dk, der sammen står bag demonstrationsprojektet.

Læs mere om demonstrationsprojektet for varmepumper hos: Energistyrelsen


Energistyrelsen      Amaliegade 44      1256 København K      Tlf: 72 20 30 40      Fax: 33 11 47 43      info@skrotditoliefyr.dk