Betingelser for tilsagn

Følgende betingelser skal være opfyldt for tilsagn meddelt til ansøgninger vedr. tilsagn om tilskud modtaget senest 30. juni 2011.

 

  1. Et oliefyr skal skrottes.
  2.  Oliefyr, der anvendes til opvarmning af ansøgers helårsbolig i dag, skal skrottes i forbindelse med installation af det nye varmesystem. Et oliefyr består af en oliebrænder og en oliekedel og for at få tilskud skal begge dele skrottes. Der sættes ikke krav til, hvor ineffektivt et oliefyr skal være, førend der kan opnås tilskud.
  3. Ordningen er rettet mod eksisterende boliger. Der ydes ikke støtte til ny varmeinstallation i nybyggeri.
  4. Bor man indenfor et fjernvarmeområde, yder ordningen alene tilskud til installation af fjernvarme.
  5. Tilskuddets størrelse vil afhænge af det opvarmningssystem, der installeres til erstatning for oliefyret. Bor man uden for et fjernvarmeområde, er der tre muligheder for tilskud: 1) til effektive luft-til-vand varmepumper, 2) til effektive væske-til-vand varmepumper (jordvarmeanlæg), 3) til solvarmeanlæg.
  6. I det nye bygningsreglement (BR10) stilles krav til væske-vand og luft-vand varmepumpers normeffektfaktor. Kravene differentierer efter, om du har gulvvarme, radiatorer eller en kombination. I nogle tilfælde vil kravene til normeffektfaktoren være højere end det krav på 3,1 for gulvvarme, der er stillet som betingelse for at få tilskud i skrotningsordningen for oliefyr. Efter de gældende regler i BR10 vil det dog i en overgangsperiode frem til d. 31. december 2011 være muligt at installere varmepumper med en normeffektfaktor på mindst 3,1 for gulvvarme, som ikke opfylder de nye krav i BR10. Vær dog opmærksom på, at arbejdet skal være påbegyndt senest d. 31. december 2011 for pumper, der ikke opfylder kravene i BR10. Fra d. 1. januar 2012 kan der alene installeres varmepumper, der opfylder BR10.
  7. For at få tilskud til en varmepumpe ved skrotning af oliefyr, skal der vælges en varmepumpe fra Energistyrelsens liste over energimærkede varmepumper, som har en normeffektivitet på minimum 3,1 ved brug i forbindelse med gulvvarme. Det gælder uanset, om man har gulvvarme, radiatorer eller en kombination. 
  8. Ordningen omfatter ejere af såvel enfamilieboliger som flerfamilieboliger vedrørende installation af fjernvarme, uanset om fjernvarmeunit opbygges på stedet eller er præfabrikeret. Af listen over de tilskudsberettigede komponenter og ydelser, som også er optrykt som bilag 1 til bekendtgørelsen, fremgår det af en parentes, at tilskud til fjernvarmeunits, der opbygges på stedet kun er muligt i flerfamilieboliger. Denne parentes var oprindeligt tænkt som forklarende og ikke begrænsende, idet det ikke var hensigten at udelukke enfamilieboliger. Det skal derfor præciseres her, at ejere af enfamilieboliger også kan søge om tilskud til installation af denne form for fjernvarme.
  9. Der må ikke inden tilsagn om tilskud er givet være indgået bindende aftaler om arbejde eller leverancer m.v. eller påbegyndt arbejder eller gennemført indkøb m.v. vedrørende nogen del af de arbejder og leverancer m.v., der indgår i den tilskudsberettigede varmeinstallation. 
  10. Tilskud ydes til ejere af helårsboliger, der har installeret olifyr. Tilskud kan ydes til ejere af enfamilieshuse, ejerforeninger, til andelsboligforeninger samt til ejere af udlejningsboliger. Har en bolig flere ejere, eller er boligen ejet af en forening eller en virksomhed, kan tilsagn om tilskud søges af en person, der er bemyndiget til at ansøge på vegne af ejerkredsen, foreningen eller virksomheden.
  11. Der skal foreligge bindende tilbud fra en momsregistreret virksomhed til ansøger med en endelig prisangivelse på arbejdets udførelse inklusive moms og med fradrag af eventuelle rabatter, bonus m.v. Finansieringsomkostninger eller lignende må ikke medregnes i det bindende tilbud. Tilbuddet må kun vedrøre komponenter og ydelser, der er optaget på Energistyrelsens liste over tilskudsberettigede komponenter og ydelser. Virksomhedens moms nummer skal fremgå af det bindende tilbud.
  12. Ansøger skal erklære, hvorvidt boligen er beliggende i et område, der er udlagt til fjernevarme.
  13. Der må ikke allerede være givet tilsagn eller tilskud fra tilskudspuljen til den samme ejendom.
  14. Der må ikke ydes tilskud, hvis der efter anden lovgivning er ydet tilskud eller givet tilsagn om tilskud til omlægning af helårsboligens opvarmningssystem.
  15. Der er udarbejdet en tjekliste, som oplister en række forhold, som kan være nyttige at være opmærksom på for både ansøger og installatør i forbindelse med ansøgning eller tilsagn om tilskud. Der kan ikke længere søges om nye tilsagn efter den 30. juni 2011. Endvidere er der udarbejdet forslag til skabelon for faktura og skabelon for tilbud, som med fordel kan andvendes i forbindelse med denne tilskudsordning. Her kan du se, hvad den tilskudsberettigede installation omfatter: bilag 1 komponentliste

 

 

 


Energistyrelsen      Amaliegade 44      1256 København K      Tlf: 33 92 67 34      Fax: 33 11 47 43      info@skrotditoliefyr.dk